Bettina Vahle

Født 1966 i Århus.​

Bettina Vahle er uddannet arkitekt og havde allerede som barn en stor fascination af glas. Hun begyndte at arbejdet med materialet som studerende og har siden da arbejdet med glaskunsten, ved siden af sin karriere som arkitekt. Bettina har suppleret sin viden og uddannelse gennem flere masterclasses ved internationale glaskunstnere fra hele verden. Bettina Vahle har de sidste 20 år haft travlt med glaskunsten, hvor hendes karriere inden for arkitekturens verden ofte kommer til udtryk. Hun finder inspiration i bygninger, naturens former og landskab, der udtrykkes gennem aftryk og støbninger i glasset. Bettina Vahle har deltaget i mange udstillinger og solgt til private i både ind og udland.

Uddrag fra 101 kunstnere 2017​

Bettina Vahle er glaskunstner med en baggrund som arkitekt. Når man oplever hendes unika værker, får man ofte en oplevelse af ro og harmoni. Hun arbejder med den lette og lyse nordiske farvepalette og kombinerer både opakt og transparent glas i sine værker. Æstetisk og behageligt at se på, men ser man efter, dukker der ofte flere illustrative budskaber frem, både menneskelige styrker, svagheder og skæbner såvel som skønheden og poesien i landskabet og natur.

​Bettina udfolder flere teknikker inden for glaskunsten, kombineret og hver for sig. Hun portrætterer mennesket igennem afstøbninger i glas af kroppens form og udtryk. I værkerne ligger altid stærke følelser, emner og personligheder gemt. Menneskeportrætterne er udført i støbt glas i skalaen 1:1. Her anvendes ofte klart sart grønt glas, som giver en let og smuk farve, når lyset bryder igennem. Samtidig gives en fornemmelse af at kunne se igennem skulpturen og ind i sjælen på den person, som portrætteres.

Modellerne, som hun arbejder, med er ofte kvinder i alle former og aldre for netop at understrege æstetikken i mennesket/kvinden/kroppen, som i sig selv er smuk uanset form og alder. Skrøbeligheden i det enkelte portræt udtrykkes gennem anstrøg af lette krakeleringer i glassets overflade. Ofte mangler skulpturerne dele af en arm eller et ansigt, så der efterlades plads til fantasien, og beskuerens egen evne til at danne et færdigt billede. Omridset af skulpturen står aldrig skarpt afskåret men har lette bølgede kanter, næsten som om glasset stadig er flydende.​

​I de store unika skåle og fade arbejdes der med abstrakte fortolkninger af landskabet og naturen. Det tætte hvide glas danner ligesom billedkunstnerens lærreder baggrund for abstrakte landskaber og motiver fra naturen. Fade og skåle er smeltet i lag på lag, transparent glas kombineret med opakt glas. Der arbejdes bevidst med kemiske reaktioner, hvor glasset er skåret op og sammensat på ny, smeltet og formet. Denne proces gennemgår hvert enkelt fad op til 6 gange, for at opnå det særlige enkle og stilrene udtryk, hun søger. Fade og skåle har en klar afsluttet kant, ligesom det lærred en billedkunstner maler på.

I fadene opstår spændende kompositioner mellem det opakke og transparente glas. De har en lys og venlig farvesammensætning i de gyldne, vanilla farvede og varme grønlige farver over i de mere skarpe og kølige sarte blå farver.

​Uanset om Bettina arbejder med støbt glas eller med de mere traditionelle fade og skåle, formår hun at gøre sine værker både interessante, lækre og indbydende. Der er en klar rød tråd i den måde, hvorpå hun fortolker og ser både portrætter, natur og landskaber. Som den betragtende får man uundgåeligt lyst til at gå på opdagelse i hendes univers af skulpturer og unikafade.

Translate