Rita Andersson

Jeg har altid tegnet og malet—og måske ligger det i generne, for min morfar var kunstmaler.

​Inden jeg griber mine pensler, har jeg oftest været ude at gå i naturen.

Her suger jeg forskellige farver og indtryk til mig. Og der findes motiver overalt—former, farver og linjer. Jeg har næsten altid mit kamera med og bruger det flittigt. Når jeg så kommer hjem, har jeg mulighed for at bruge mine fotos, eller blot arbejde ud fra de indtryk jeg husker.

Når jeg går i gang med et maleri, har jeg aldrig hele idéen til historien parat, når jeg maler første strøg. Den opstår, efterhånden som jeg sætter mine penselstrøg i sving. På den måde smelter idéudviklingen og den håndværksmæssige kunnen sammen.

Det kan være angstprovokerende, at stå foran et stort hvidt lærred. Men det er en lettelse at opdage, at en stor grim klat maling på det store tomme hvide lærred, kan opleves inspirerende. Og før man ved af det, er man pludselig i fuld sving med den kreative proces.
​For mig er det utrolig vigtigt, at jeg har min sjæl med, når jeg maler. Derfor er mine billeder heller aldrig bare noget, der skal overstås i en fart.​

Uddrag fra 101 kunstnere 2018

Rita Anderssons malerier er altid bygget op omkring de to størrelser: farve og kontur. Farven er den stemningsskabende del med en dominans af blå toner, der giver en rolig og harmonisk atmosfære. I de fleste billeder bliver den blå tone ledsaget af rustrøde, hvide og grønne accenter holdt i det samme dæmpede leje, mens små, men markante strøg af kraftigere farver, fortrinsvis en lysende orangegul, sætter deres tydelige præg på kompositionen.

​Hvad angår konturen består denne som oftest af kraftige sorte streger. Streger, der angiver spor efter menneskets tilstedeværelse i landskabet: højspændingsledninger, husgavle, master og tagrygge, der danner et net af vandrette, lodrette og diagonale sigtelinjer i billederne.

Fordelingen af farvemasse og kontur varierer stærkt fra maleri til maleri. I nogle dominerer farven i en sådan grad, at billedet er lige ved at være abstrakt. Det er kun de vandrette og lodrette bånd af henholdsvis højspændingsledninger og elmaster – og indimellem knejsende træstammer – der gør, at man stadig kan kalde malerierne for figurative. I andre billeder, især dem fra bylandskaber, tager de beskrivende konturer over. Der er flere detaljer i disse malerier og som regel også flere forskellige farvenuancer.

​Hvad enten det er de næsten abstrakte landskabsbilleder eller de mere detaljerede bylandskaber, det drejer sig om, har helheden altid den samme drømmende og meditative karakter, som må siges at være Rita Anderssons særkende. Vi har tydeligvis med en kunstner at gøre, som foretrækker det blide og indfølende frem for det skarpe og vilde. En kunstner, som sætter tusmørketimen og den disede morgen højere end skærende solskin og voldsomme lys/skygge kontraster.

​Sideløbende med landskabs- og bybillederne arbejder Rita Andersson også med fuglemotiver. Holdt indenfor den samme farveskala og med de samme kraftige sorte konturstreger som disse, ser vi her profiler af fuglekroppe i flok eller enkeltvis, siddende på grene, skuttende sig i regnen eller spejdende årvågent efter et muligt bytte. De solide kroppe og den sociale adfærd får en til at tænke på kragefugle, og det er virkelig lykkedes for Rita Andersson at fange disse opportunistiske fugles karakteristika. Det samme kan siges om en serie helt nye fuglemalerier. Her ser vi bl.a. halemejser siddende på tynde kviste og en række ikke nøjere specificerede fugle gengivet midt i flugten. Også her arbejder Rita Andersson uden demonstrativt store armbevægelser, men blidt, præcist og nænsomt og med sin altid store indfølingsevne.

– Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen

Translate